Psykologiske teorier i arbejdet med børn og unge i Morsø Kommune

Der tages udgangspunkt i tre psykologiske teorier i arbejdet med børn og unge i Morsø Kommune


• Det systemiske – den relationelle tænkning
• Den anerkendende tilgang – den resurseorienterede tænkning
• Den narrative tilgang – herunder et øget fokus på sproget

Det systemiske – den relationelle tænkning

Det er et fælles træk i social systemteori, at vi som aktører i sociale systemer påvirker helheden og selv bliver påvirket af denne helhed. I den systemiske tænkning er det enkelte menneske et aktivt handlende individ, der har mulighed for selv aktivt at gribe til handling. Systemteorien bryder med de traditionelle forklaringer om, at alt har en årsag, og at årsagen til problemet ofte findes hos barnet / den unge, i fællesskabet eller i hjemmet. Det er derimod kommunikationsmønstrene og samspillet mellem individerne i det sociale fællesskab, som er genstandsfeltet. Den relationelle udviklingsforståelse dokumenterer, at udviklingen er relationelt funderet, og at mennesket fra starten er rettet mod at indgå i social interaktion.

Det betyder:

• at relationer og helhed er vigtigere end individtænkning
• at relationerne mellem mennesker er helt afgørende for, hvordan vi lever vores liv
• at vores identitet og selvforståelse er skabt gennem relationelle oplevelser og kan forandres, nuancers og styrkes gennem nye relationelle oplevelser
• at relationer er afgørende for menneskers trivsel og udvikling
• at ændrede handlinger får konsekvenser for vores liv – og for andres
• at vores reaktioner aldrig er forårsaget af andre, men et valg vi selv træffer blandt flere valgmuligheder
• at vi som professionelle voksne til stadighed må reflektere over vores handlinger

Den anerkendende tilgang – den ressourceorienterede tænkning

En anerkendende tilgang afhænger af den professionelles evne til at afgrænse sig, til at give den anden oplevelsen af retten til at være sig selv og til at tilrettelægge samapillet, så der er plads til, at begge perspektiver kommer frem.

Det betyder:

• at kunne reflektere over egne forholdemåder, at betragte sig selv udefra og se sig selv fra den andens perspektiv
• at møde den anden nysgerrigt, undrende og respektfuldt – at være åben over for den andens oplevelse, samtidigt med at man også deler sin egen oplevelse
• at man i mødet med et anderledes perspektiv lærer om, hvem man selv er, og får mulighed for at genoverveje, nuancere og udvikle handlinger og oplevelser

I flg. Socialkonstruktivismen konstrueres menneskets forståelsesrammer gennem kulturelle og sociale oplevelser, som til stadighed genskabes eller nuanceres gennem nye oplevelser. Med den ressourceorienterede tænkning er det muligt at bevidstgøre, arbejde med og tage ansvar for, at denne fortolkning bliver mere ressourceorienteret, da fortolkningen har en afgørende indvirkning på udviklingsmulighederne i situationen. Med andre ord bliver de områder, vi fokuserer på og lægger vores energi i, vores virkelighed, og i denne virkelighed defineres vores handlemuligheder.

Det betyder:

• at styrke positive sider af et menneskes identitet er den stærkeste måde, hvorpå man kan påvirke menneskets valg, handlinger og relationelle adfærd i en positiv retning
• at vi vokser ved at have fokus på vores successer – og ikke på vores fiaskoer
• at vi skal se og påpege den andens ressourcer og gode intentioner som positivt definerende for selvopfattelsen
• at vi skal se, møde og respondere positivt fortolkende på den andens intentioner frem for den umiddelbare adfærd
• at vi skal bevidstgøre os og reflektere over, hvordan vi betragter andre, og hvilke antagelser vi har om den anden
• at beskrivelser af, hvad der hæmmer et menneskes udvikling, ikke er tilstrækkeligt grundlag for at forstå, hvordan menneskets udvikling støttes
• at virkeligheden afhænger af den mening, den tillægges

Den narrative tilgang

Grundlæggende for den narrative tilgang er en forståelse af menneskets identitet som bestående af fortællinger.  Menneskelig erfaring er derfor altid bundet sammen af fortællinger, og den måde, vi fortæller om vores erfaringer og oplevelser på, siger noget om, hvad der betyder noget for os, og hvad vi står for. Ved at forandre de historier, der fungerer som negative etiketter og definitioner på personer, hjælpes personer til at åbne nye veje og muligheder for handling.

Det betyder:

• at en fortælling om en person aldrig kan indeholde alt, hvad der er at sige om denne person. Det, der siges i øjeblikket, er kun en lille del af det, der kan fortælles
• at en fortælling om en situation aldrig kan indeholde alle øjeblikkene i den pågældende situation. Ethvert udsagn er således at forstå som en lille del af en større fortælling, der endnu ikke er færdigformuleret, men som skal ”fortælles frem”
• at vi må lytte efter / spørge til små, unikke hændelser og undtagelser som mulige indgange til at udvide og forstørre alternative historier og mere righoldige beskrivelser
• at vi forsøger at skabe mening i vores liv gennem fortællinger
• at vi må optræde med tiltro til, at der altid er gode grunde til det andet menneskes handlinger
• at vi må lægge vores egen fortolkning af situationen på hylden
• at vi må insistere på, at der aldrig er en endelig, objektiv sandhed
• at enhver såkaldt sandhed blot er en fortolkning – som oftest i kamp med andre fortolkninger

Et øget fokus på sproget – livet skabes gennem sproget

Sproget har en særlig kraft til at forme og styre menneskets oplevelser samt en betydning for, hvordan en oplevelse huskes og gengives. Vi skaber virkeligheden gennem det sprog, vi bruget. Vores ord og fortællinger er aldrig bare neutrale beskrivelser af ”virkeligheden”. Vi træffer hele tiden både bevidste og ubevidste valg om, hvad vi fortæller, og de valg har altid betydning og konsekvens for oplevelsen af den anden og vores handlemuligheder.

Det betyder:

• at vi skal være bevidste om sprogets skabende kraft og magt og betydningen af, hvordan man italesætter tingene
• at vi gennem vores sprog / kommunikationsform kan skabe ønskværdige begivenheder (og omvendt)
• at ingen ord og handlinger er gratis – ord sætter spor, positive og negative
• at vi må spørge og undersøge på en ressourceorienteret måde, da alternative fortællinger åbner for flere muligheder og perspektiver som supplement til den eksisterende
• at vi arbejder ud fra et eksternaliserende sprogbrug, hvor ”det er problemet, der er problemet”

Det forventes, at praksis over for børn, unge og voksne afspejler det fælles børne- og ungesyn samt det teoretiske grundlag.
Det er centralt, at alle dagtilbud og skoler tager det fælles børne- og ungesyn samt det teoretiske grundlag til sig og drøfter hvilken betydning, dette har for den lokale praksis.